Background

Om os

Mad & Kærlighed – siden 1999

Michael+KarinaMed visionen om en simpel mad-ud-af-huset deli, hvor eksklusiv restaurationsmad til alle – kombineret med kvik personlig service var byggestenene, startede vi i 1999 The Kitchen Take Away butikken på Jægersborg Allé i Charlottenlund. Uden vægge at gemme sig bag, var butikken et køkken uden hemmeligheder, og højlydt kokkejargon, køkkenredskaber i et væk og “bonryk”, understregede vores 2 key words: mad & kærlighed.

Et par år senere, betød den store efterspørgsel på vores (k)ærlige mad, at vi startede en ny særskilt catering- og
firmafrokostafdeling i større køkkenfaciliteter på Frederiksberg.

Endelig, bidrog vores behov for at pleje og nurse kunderne “in house”, til at vi flyttede til skønne, lyse og stilfulde selskabslokaler på Strandvejen ved Hellerup i 2005.  Her i vores dejlig store og lyse køkken på Strandvejen, producerer vi i dag alle menuer til catering, firmafrokoster, selskabslokaler, m.m.

Som da vi startede i 1999, udgør vi stadig begge en synlig del i den daglige mad-produktion og virksomhedsdrift, i begge afdelinger. Med 2 aktive drengebørn på hjemmefronten, samme stramme margener i dagligdagen som andre mennesker samt egen virksomhed, har der aldrig været plads til store armbevægelser og fancy direktør-vaner. Med flid og arbejdssomhed har vi valgt at inspirere vores medarbejdere, og kun via vores daglig tilstedeværelse og som del af arbejdsteamet, sikrer vi os at de grundlæggende principper som vi tror på, opfyldes og udleves hver dag.

Vores branche-erfaring og arbejdsforløb, beskrives af en kreativ god ven således:

“Du tager et styk kok med erfaring fra store og små køkkener i København. Så tager du et styk tjener med store ambitioner. Og sender dem begge til London ved 15 grader og til Thailand ved 37 grader. Tag dem hjem og lad dem hvile. Find en hyggelig, lille butik i Charlottenlund. Pensl væggene og smør lokalet med sparsom, men pænt design. Hold gryden i kog.

Tilsæt herefter mange års hårdt arbejde, kassevis af friske vagtplaner, et utal af tidlige timer på grønttorvet og nogle liter kold cola. Drys over med flere og flere kunder, to håndfulde gode medarbejdere – og kombinér eventuelt med firmafrokost og lidt catering for store danske virksomheder. Nyd smagen.

Til sidst pyntes der med umanérligt lækre selskabslokaler på Strandvejen og en hjemmeside med masser af indhold. Ved siden af anbefales det at få en lille Nicolai og en lidt større Frederik og holde dem varme med kildeture og en spandfuld Lego.”

Filosofi & Vision

Vi elsker den tætte kontakt med kunderne, og vi gør meget for at opsøge den konstruktive respons. Både i vores take away på Jægersborg Allé, hvor de står inde i ’køkkenet’, så at sige. Og i vores afdeling på Strandvejen med daglig kontakt med frokost- eller cateringkunder, der har særlige ønsker og behov. Nysgerrighed og spørgsmål bidrager til os, så vi hele tiden bliver dygtigere til at levere gode mad-oplevelser og yde den bedste rådgivning.
Ærlighed kan smages. Man behøver ikke at altid pynte og forandre gode råvarer, de smager fantastisk, bare man forstår dem og bruger dem bedst muligt. Samtidig er det nogle gange det helt enkle, der giver den største oplevelse. Det danske køkken kan stadig overraske, det sydeuropæiske er måske verdens mest raffinerede, men det asiatiske køkkener uden sammenligning det mest legende. Det lærer vi hele tiden af.
Det er vores overbevisning, at glade kokke laver bedre mad. Og vores service-standarder og målsætninger, bliver kun muliggjort med et fantastisk team af utrolig engagerede og dedikerede kokke, kokke-elever og opvaskere, arrangementskoordinatorer og administrative blæksprutter samt 2 tilstedeværende, inspirerende og lyttende indehavere.
Det skal være en god oplevelse for dig at vælge, hente og spise vores mad – og at arrangere og holde fest i vores lokaler. Vi er en moderne virksomhed uden gammeldags service-klicheer, men sætter alligevel god, gammeldags høflighed og et godt øje for kunden højt.
Som vi altid siger: “Vi lever at lave mad – dette er vores levevej og vores liv – og vi ka´ li´ det. For os er det vigtigste, at du som kunde er tilfreds og bruger os igen og igen, fordi vi opfylder dine mad-ønsker. Din tilfredshed er og bliver vores bedste markedsføring”

Kærlig hilsen
Axel Michael  Rantzau Rasmussen & Karina Fønss Palner Rasmussen

 

AMRRKFPR

Background