takeawayfront

The Kitchen – siden 1999

Mad & Kærlighed
I november 2013 var det 14 år siden vi åbnede butikken i Charlottenlund.

Med visionen om en simpel mad-ud-af-huset deli, hvor eksklusiv restaurationsmad til alle – kombineret med kvik personlig service var byggestenene, startede vi i 1999 The Kitchen Take Away butikken på Jægersborg Allé i Charlottenlund. Uden vægge at gemme sig bag, var butikken et køkken uden hemmeligheder, og højlydt kokkejargon, køkkenredskaber i et væk og “bonryk”, understregede vores 2 key words: mad & kærlighed.
Et par år senere, betød den store efterspørgsel på vores (k)ærlige mad, at vi startede en ny særskilt catering- og firmafrokostafdeling i større køkkenfaciliteter på Frederiksberg.
Endelig, bidrog vores behov for at pleje og nurse kunderne “in house”, til at vi flyttede til skønne, lyse og stilfulde selskabslokaler på Strandvejen ved Hellerup i 2005.  Her i vores dejlig store og lyse køkken på Strandvejen, producerer vi i dag alle menuer til catering, firmafrokoster, selskabslokaler, m.m.

Som da vi startede i 1999, udgør vi stadig begge en synlig del i den daglige mad-produktion og virksomhedsdrift, i begge afdelinger. Med 2 aktive drengebørn på hjemmefronten, samme stramme margener i dagligdagen som andre mennesker samt egen virksomhed, har der aldrig været plads til store armbevægelser og fancy direktør-vaner. Med flid og arbejdssomhed har vi valgt at inspirere vores medarbejdere, og kun via vores daglig tilstedeværelse og som del af arbejdsteamet, sikrer vi os at de grundlæggende principper som vi tror på, opfyldes og udleves hver dag.

Vores branche-erfaring og arbejdsforløb, beskrives af en kreativ god ven således:
“Du tager et styk kok med erfaring fra store og små køkkener i København. Så tager du et styk tjener med store ambitioner. Og sender dem begge til London ved 15 grader og til Thailand ved 37 grader. Tag dem hjem og lad dem hvile. Find en hyggelig, lille butik i Charlottenlund. Pensl væggene og smør lokalet med sparsom, men pænt design. Hold gryden i kog.
Tilsæt herefter mange års hårdt arbejde, kassevis af friske vagtplaner, et utal af tidlige timer på grønttorvet og nogle liter kold cola. Drys over med flere og flere kunder, to håndfulde gode medarbejdere – og kombinér eventuelt med firmafrokost og lidt catering for store danske virksomheder. Nyd smagen.
Til sidst pyntes der med umanérligt lækre selskabslokaler på Strandvejen og en hjemmeside med masser af indhold. Ved siden af anbefales det at få en lille Nicolai og en lidt større Frederik og holde dem varme med kildeture og en spandfuld Lego.”